Vedtægter

Vedtægter

Vedtægter for Foreningen Einherjerne – som vedtaget på Generalforsamlingen d. 9. februar 2024.

§ 1. Navn og hjemsted

Foreningens navn er Einherjerne.

Stk. 2. Foreningens hjemsted er Aarhus Kommune.

§ 2. Formål

Foreningens formål er at fremme det almene kendskab til og interesse for liverollespil, samt bræt- og bordrollespil og figurspil, gennem afholdelse af både kreative og engagerende arrangementer, kurser, turneringer og lignende, for både børn, unge og voksne

Stk. 2. Foreningen tilbyder frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde efter folkeoplysningsloven.

Stk. 3. Forenings virksomhed er almennyttig og kontinuerlig.

§ 3. Medlemskab

Enhver kan blive ordinært medlem af foreningen.

Stk. 2. Ordinære medlemmer har tale- og stemmeret på generalforsamlingen, samt ret til at deltage i foreningens aktiviteter og anvende foreningens lokaler og udstyr.

Stk. 3. Et medlem betragtes som udmeldt, når kontingentperioden for det pågældende år udløber.

Stk. 4. Alle medlemmer har selv ansvaret for, at deres kontaktoplysninger er opdaterede hos foreningen.

§ 4. Kontingent

Kontingenter for næstkommende år fastsættes af generalforsamlingen.

Stk. 2. Kontingentperioden følger kalenderåret.

§ 5. Udelukkelse

Bestyrelsen kan skriftligt, med øjeblikkelig virkning, ekskludere et medlem, som på utilbørligvis groft har skadet foreningens omdømme & interesser. Dette skal ske ved at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt herfor. Forinden bestyrelsens afgørelse, skal medlemmet have haft mulighed for at fremføre sit forsvar for bestyrelsen. Et medlem der er ekskluderet, kan søge om genoptagelse ved førstkommende generalforsamling, der ved simpelt flertal afgør, hvorvidt eksklusionen ophæves og medlemmet genoptages.

Stk. 2: Ved anvendelse af paragraffen, skal der oplyses om dette til generalforsamlingen, dog uden specifikationer om sagens art.

§ 6. Generalforsamlingen

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2. Den ordinære generalforsamling afholdes i løbet af årets første to måneder. Bestyrelsen skal indkalde alle medlemmer til denne, skriftligt eller elektronisk, med mindst 3 ugers varsel.

Stk. 3. På den ordinære generalforsamling skal der vælges en formand, kasserer, mindst 3 og op til 5 øvrige bestyrelsesmedlemmer, op til 2 suppleanter samt revisor og revisorsuppleant for det indeværende år.

Endvidere skal budgettet for det indeværende år, samt regnskabet for det forgangne år godkendes.

Stk. 4. Bestyrelsen og ordinære medlemmer kan skriftligt eller elektronisk indkalde til ekstraordinær generalforsamling med 3 ugers varsel. Alle medlemmer skal indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 5. På generalforsamlingen har alle ordinære medlemmer tale- og stemmeret.

§ 7. Bestyrelsen

Foreningens daglige ledelse varetages af bestyrelsen.

Stk. 2. Bestyrelsen består af en formand, kasserer, og mellem 3 til 5 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3. Kun ordinære medlemmer kan vælges som bestyrelsesmedlemmer – herunder også formand og kasserer.

Stk. 4. Skulle en formand eller en kasserer fratræde, vælger bestyrelsen en ny fra sin midte.

Stk. 6. For at være valgbar til bestyrelsen, skal man ved generalforsamlingen mindst have været medlem af foreningen 4 ud af de seneste 6 måneder op til denne.

Stk.7. Den samlede bestyrelse kan enstemmigt beslutte, at udstede et hævekort til en separat foreningskonto udelukkende knyttet til et allerede godkendt foreningsarrangement, til et medlem af arrangørgruppen for dette. For at kunne påtage sig dette ansvar, skal det givne medlem af arrangørgruppen opretholde et aktivt medlemskab af Foreningen Einherjerne under hele processen med arrangementet. Træder vedkomne ud af arrangørgruppen eller ophører vedkomne som medlem af foreningen, skal kortet øjeblikkeligt returneres til bestyrelsen samt lukkes. Det pågældende medlem hæfter personligt for hævekortet og det påhviler dette medlem at dække alle udokumenterede udgifter på kortet. Alle udgifter og gebyrer forbundet med udstedelsen og brugen af kortet, hører under det pågældende arrangements regnskab og betales derfor af arrangementet – ikke af foreningen. Efter endt regnskab lukkes kortet. Den samlede bestyrelse kan trække sin beslutning om udstedelsen af kortet tilbage ved simpelt flertal, såfremt der ikke længere er tillid til arrangørgruppens forvaltning af adgangen til kontoen.

§ 8. Ændring af vedtægter

Vedtægtsændringer besluttes af generalforsamlingen. Dette kræver 2/3 flertal.

Stk. 2. Forslag til vedtægtsændringer skal være formanden i hænde senest 3 uger inden generalforsamlingen.

§ 9. Ansvar

Ansvar for skader påhviler det enkelte medlem.

§ 10. Regnskab

Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.

§ 11. Tegningsregler og hæftelse

Foreningen tegnes ud af til ved formanden eller af kasseren. Ved optagelse af lån og salg / pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse. Væsentlige dispositioner tegnes af den samlede bestyrelse.

Stk.2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de økonomiske udgifter og forpligtelser, der påhviler foreningen som helhed.

§ 12. Salg af MARK-huse

Kun generalforsamlingen kan beslutte at sælge foreningens MARK-huse. Dette kræver 2/3 flertal.

§ 13. Opløsning

Ved foreningens opløsning, skal foreningens formue, efter alle eventuelle kreditorer er betalt, anvendes til fritidsaktivitet. Aktiviteten skal have en almennyttig karakter. Anvendelsen besluttes af den opløsende generalforsamling.

Stk. 2. Foreningen kan kun opløses, hvis der på to generalforsamlinger i træk, med minimum 3 måneder imellem dem, vedtages opløsning af foreningen.

§ 14. Inhabilitet

Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald.

Stk. 2. Inhabilitet foreligger dog ikke, hvis der som følge af interessens karakter eller styrke, sagens karakter eller den pågældendes funktioner i forbindelse med sagsbehandlingen ikke kan antages at være fare for, at afgørelsen i sagen vil kunne blive påvirket af uvedkommende hensyn.

Stk. 3. Den, der er inhabil i forhold til en sag, må ikke træffe afgørelse, deltage i afgørelsen eller i øvrigt medvirke ved behandlingen af sagen.

Stk. 4: I spørgsmål om inhabilitet, bliver dette noteret i referatet for bestyrelsesmødet dog uden specifikationer om sagens art.

Scroll to Top